Unge skal kende deres rettigheder på jobbet

Mange unge har et sommerferiejob, men alt for få kender deres rettigheder. Det vil et hold af frivillige unge gøre noget ved.

 

Mange unge bruger ferien på et sommerferiejob, men det er langt fra alle, der har styr på deres rettigheder.

Et hold af frivillige unge, der kalder sig Jobpatruljen, tager derfor rundt i landet og sikrer, at de unge har ordentlige forhold, når de bruger sommerferien på at få lidt ekstra penge ind på kontoen.

- Vi er rundt for at tale med fritidsjobberne om, hvad de må og ikke må, siger Johanne Poulsen, som er koordinator for Jobpatruljen i Midt- og Vestjylland. 

Jobpatruljen består af frivillige, som hvert år bruger et par uger af sommeren på at rejse rundt i landet og tjekke de unges arbejdsmiljø. 

Jobpatruljen gør en forskel

Ifølge arbejdstilsynet kommer 125 unge under 18 år til skade på jobbet. Det tal forsøger Jobpatruljen er få bragt ned, og ifølge Johanne Poulsen er de to ugers frivilligt arbejde godt givet ud.

- Vi kan se, at vi gør en forskel. I år har vi et fokus, der hedder unges arbejdstider, fordi vi sidste år oplevede, at mange unge arbejder for meget. Det håber vi på, at vi kan ændre til næste år, siger hun.

Mandag gik turen blandt andet til Føtex i Viborg, og selvom der ikke var noget at komme efter, var ungarbejderne glade for besøget.

- Jeg synes, det er en god idé, at de kommer rundt og tjekker, at unge har de rigtige vilkår. Og så er det godt, at de kommer lige pludselig, så man ikke kan nå at læse op på det, siger Freja Andrees, som er servicemedarbejder hos Føtex i Viborg. 

 

01:58

Mange unge bruger ferien på et sommerferiejob, men langt fra alle har styr på deres rettigheder. Derfor tager jobpatruljen lige nu rundt i landet for at tale med de unge.

Luk video