Unge lavede ballade i bypark

Fra døgnrapporten: Tre store drenge forsøgte at sætte ild til græsset i Balling Bypark. Ko ramt af toget ved Søby.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

Tre store drenge havde andre planer end at nyde det gode vejr, da de tirsdag aften tog en tur i Balling Bypark.

Lokalpolitiet i Skive oplyser, at de tre forsøgte at klippe hegnet op til nogle store fuglebure. Det lykkedes ikke, men dermed var de ikke færdige med at lave ulykker. De hældte også brændbar væske ud på græsset og satte ild til - dog uden at det betød større skader.

- Der var tale om tre drenge omkring 16-17 år. Vi formoder, at der må være tale om lokale knægte, så hvis nogen har en konkret viden om, hvem de er, må de gerne rette henvendelse til lokalpolitiiet i Skive på telefon 114, siger politiassistent Niels Bach.

Døgnrapporten fra Skive fortæller i øvrigt også om en ko, der var stukket af fra en indhegning i Søby ved Højslev. Koen blev ramt af et tog nær overskæringen på Gamskærvej. Den døde af sine kvæstelser, men der skete ikke noget med toget eller passagererne, har Banedanmark oplyst til politiet.