Unge biltyve endte på sygehuset

To unge biltyve på 17 og 18 år endte onsdag aften på sygehuset med alvorlige skader. (Arkivfoto)

Ambulance-udrykning-trafik_0.jpg

Onsdag morgen blev en Opel Meriva stjålet fra Galgebakkevej i Visby. Senere på onsdagen viser det sig, at tyvene er henholdsvis en 17-årig ung mand fra Thisted og en 18-årig fra Struerområdet. Klokken 19.22 kommer en kvinde kørende af Ashøjvej ved Hurup. Her ser hun to unge mænd, der ligger på vejen og som øjensynligt ikke har det godt, fordi de er kørt galt.

- Kvinden tager begge mænd med sig i sin bil og kører dem til Falckstuen i Hurup, hvor de får førstehjælp, fortæller Andreas Søgaard, vicepolitikommissær ved Thisted Politi.

Hjerneblødning og sprængt milt

Redderne på falckstuen i Hurup sender de to unge biltyve til Sygehuset i Thisted. Her bliver den 18-årige mand indlagt på intensivafdelingen med blødninger fra hjernen, mens den 17-årige bliver opereret for en sprængt milt.

Andreas Søgaard fra Thisted Politi oplyser torsdag eftermiddag, at de begge er uden for livsfare.