Blufærdighedskrænkelse: Ungdomstræner mistænkt for at sende nøgenbilleder til børn

En 21-årig ungdomstræner fra Skive IK mistænkes for at have sendt seksuelt krænkende billeder til børn i Skive-området.

Skive IK har suspenderet en 21-årig ungdomstræner, der mistænkes for blufærdighedskrænkelse. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Der er chokstemning i Skive IK, efter det er kommet frem, at en 21-årig ungdomstræner fra klubben er blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse mod mindst 25 børn, langt de fleste af dem er under 15 år.

Det er det værste scenarie man kan tænke sig.

Peter Svendsen, bestyrelsesformand, Skive IK.

- Det er det værste scenarie, man kan tænke sig, at vores børn og unge bliver udsat for sådan noget her, siger bestyrelsesformanden for Skive IK, Peter Svendsen. 

Mandag valgte politiet at sigte den 21-årige skibonit for overtrædelse af straffelovens § 232, der omhandler blufærdighedskrænkelse ved at have sendt nøgenbilleder af sig selv til mindst 25 personer i Skive. Heriblandt børn under 15 år. 

Læs også Tidligere FCM-træner tiltales for krænkende billeder

Den 21-årige har fungeret som ungdomstræner i Skive IK, men han er nu blevet suspenderet.

Mindst 25 børn krænket 

Politiet har endnu ikke det fulde overblik over, hvor lang tid blufærdighedskrænkelserne har stået på. Indtil videre har 25 personer meldt sig i sagen, men der kan komme flere til.

- Det er ganske upassende og meget alvorligt. Han har sendt seksuelt upassende billeder af sig selv til børnene, fortæller Christian Toftemark Jørgensen, der er leder af politiets efterforskningsafdeling i Midt- og Vestjyllands Politi. 

Udover jobbet som ungdomstræner har den 21-årige også fungeret som vikar på Stoholm Skole og Skivehus Skole. Også her er han blevet suspenderet.

- Den viden vi har nu, så er det børn han er kommet i kontakt med i forbindelse med sit træner-job og lærerjob i Skive. De fleste af børnene er under 15 år, siger Christian Toftemark Jørgensen.

Krisemøde i klubben

Onsdag aften holder Skive IK et orienteringsmøde for forældrene i Skive sammen med kommunen. 

- Vi har ikke noget kendskab til omfanget. Men heldvigis har kommunen stillet med SSP og andre fagfolk, der kan hjælpe forældrene videre, siger Peter Svendsen. 

Imens forsøger Skive IK nu at kigge indad. Men de mener ikke, de kunne have gjort noget for at forhindre sagen, som formanden kalder for frygtelig.

- Vi har ikke set eller hørt noget, der burde få alarmklokkerne til at ringe, men nu skal vi diskutere, om der skal laves nye tiltag. Vi synes selv, vi gør alt det, vi kan for at forhindre sådan noget her. Hvert år indhenter vi blandt andet børneattester på alle trænere i klubben, forklarer formanden. 

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer forældre til at tale med deres børn om, hvordan de skal reagere, hvis de modtager krænkende billeder eller henvendelser. Og ellers anmelde det til politiet, hvis de får mistanke om, at deres børn skulle have været udsat for krænkelser. 

02:00 Luk video