Ungdomstalent skifter fra Tvis til Mors

Håndboldspilleren Kris Olesen skifter fra Team Tvis Holstebro til Mors-Thy Håndbold.

Mors-Thy Håndbold forstærker sig til den nye sæson, der er lige om hjørnet. Klubben har lavet en etårig kontrakt med 20-årige Kris Olesen, der indtil nu har spilled for Team Tvis Holstebro. Han begynder allerede på mandag, hvor spillerne mødes igen efter ferien

- Kris passer perfekt til vores strategi om at udvikle unge spillere. Vi vil gerne tage hånd om de unge, lokale talenter - og det er Kris, fortæller bestyrelsesmedlem H.C. Andersen.

Kris Olesen kommer til at spille på en ungdomskontrakt. Det betyder, at det ikke er en fuldtidskontrakt, og Kris Olesen dermed har mulighed for at passe et arbejde ved siden af håndbolden. Han er opvokset i Hvidbjerg og er fætter til den tidligere Mors-Thy-spiller, Morten Olesen.

- Vi forventer, at vi indenfor en årrække har videreudviklet en klog og dygtig ungdomsspiller til en ligaspiller. Kris kan spille begge pladser i vores højre side, og det giver træner Jan Paulsen nogle ekstra muligheder i angrebsspillet, forklarer H.C. Andersen.