Ungarsk storhold uddeler håndboldklø til FCM's kvinder

FC Midtjylland nåede dårligt at finde sig til rette i Ungarn, før toget var kørt.

151015 FCM.jpg

FC Midtjyllands håndboldkvinder var med i små syv minutter, før de lørdag blev sat godt og grundigt på plads af Györ i Champions League.
    
Fra stillingen 3-3 trak de ungarske værter fra og vandt siden i sikker stil med 31-19 efter 16-7 ved pausen.
    
Dermed står FC Midtjylland uden point efter holdets første svære kamp i den vanskelige gruppe C, som også tæller de forsvarende CL-vindere, CSM Bukarest, og Rostov-Don.
    
Györ blev nummer to i Champions League i den forgangne sæson.
    
De danske gæster havde således både et tændt, larmende publikum og rollen som undertippet i mod sig, men fra start så DM-sølvvinderne ud til at kunne slippe helskindet fra det.
    
Med stor tålmodighed i opspillet og godt spil i forsvaret afværgede FC Midtjylland et indledende stormløb og hang på til 3-3 efter små syv minutter.
    
Men det var en stakket frist, for derfra rullede flere af Györs store profiler sig ud.
    
 Nora Mørk, Heidi Løke og Cornelia Nycke Grooth scorede hver tre mål på vejen frem mod 11-3-føring til hjemmeholdet.
    
Først 13 minutter efter det tredje mål kom FCM på måltavlen igen.
    
Fejlene havde indsneget sig, afslutningerne var pressede, og Györ kunne score mange af de kontramål, som de danske gæster havde drømt om.
    
Der var reelt tale om klasseforskel på flere parametre.
    
Efter pausen fortsatte den ungarske dominans, og slemt blev værre for FC Midtjylland. Gæsterne kom bagud 10-21, og selv om de fik bedre fat i periode, stod den ungarske storsejr ikke til at afværge.
    
Topscorer for FCM blev Sabine Pedersen med seks mål.
    
Tidligere lørdag hentede det andet danske hold i kvindernes Champions League, Team Esbjerg, en sejr på 35-25 over Krim.