Ung værnepligtig dræbt af flugtbilist ved Flyvestation Karup

En 22-årig mand blev mandag aften dræbt ud for flyvestationens hovedvagt. Politi efterlyser flugtbilist, der kørte i en mindre bil.

Ulykken skete på Herningvej ud for hovedvagten på flyvestationen. Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Ulykken skete på Herningvej ud for hovedvagten på flyvestationen. Foto: MAK Media ApS

1 af 2

En 22-årig værnepligtig på Flyvestation Karup mistede mandag aften livet, da han blev påkørt af en bil på Herningvej lige ud for flyvestationens hovedvagt. Den unge mand var ifølge politiet ved at krydse vejen til fods.

Læs også Flugtbilist kan ikke have været i tvivl om, hvad der var sket

Efter påkørslen flygtede bilisten fra stedet i retning mod Viborg, og tirsdag morgen er det stadig ikke lykkedes Midt- og Vestjyllands Politi at finde frem til bilen eller føreren.

Ud fra billeder på flyvestationens overvågningskamera mener politiet at kunne se, at der var tale om en mindre personbil i lyse farver– muligvis grå eller sølvgrå. Ligesom bilen med overvejende sandsynlighed er skadet på fronten.

- Vi vil meget gerne i kontakt med vidner til ulykken, eller nogen der har kendskab til en bil med skader på fronten. Det kan også være, at nogen har set en bil køre uforsvarligt på strækningen, siger vagtchef Simon Skelkjær.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 20.45. Personale fra flyvestationen var først på stedet og ydede førstehjælp, men trods forsøg på genoplivning stod den unge mands liv ikke til at redde.

Den 22-åriges pårørende er underrettet.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.  
  

02:05 Luk video