Ung tyv fra Skive taget på fersk gerning i Silkeborg

En 21-årig mand fra Skive blev i nat taget på fersk gerning i et villakvarter i Sejs ved Silkeborg. Han har indtil videre erkendt fire indbrud.

En 21-årig mand fra Skive blev i nat klokken 02.52 taget på fersk gerning og anholdt i et villakvarter i Silkeborg. Han har erkendt at have stjålet forskellige tyvekoster fra fire forskellige hjem.  Herunder blandt andet flasker af forskellig art og golfudstyr. 

Den unge mand blev anholdt efter et tip fra en person, der havde set ham luske rundt i området omkring Kildevænget ved Sejs og kontaktet politiet.

- Vi sendte en hundepatrulje ud i området, og den patrulje fandt frem til manden ved et såkaldt kosterdepot, hvor han opbevarede sine forskellige tyvekoster, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis. 

Kan stå bag flere indbrud

Den unge mand var ved nattens anholdelse ikke helt klar til afhøring, hvorfor politiet først her til morgen har taget hul på at finde hoved og hale i, hvad den unge mand fra Skive har fået tiden til at gå med i området i Silkeborg. 

- Han har allerede erkendt at have begået indbrud fire forskellige steder, dog har vi endnu ingen anmeldelser om indbrud, måske fordi mange er taget på juleferie allerede. Og vi kan ikke afvise, at han kan have været flere steder end de fire, siger vagtchefen. 

Politiet vil under afhøringerne af manden have ham til at konkretisere, hvor han præcist har begået indbrud, så politiet kan få informeret de husejere, der af den ene eller den anden grund ikke selv har opdaget indbrudet. 

Den unge mand er tidligere kendt af politiet. Hans sag skal nu forelægges for en jurist, der senere på dagen tager stilling til, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør. 

Opdateret klokken 11.16: Den unge mand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg klokken 13.