Ung racerkører skal køre i USA

Ung racerkører skal køre i USA

Den 18-årige mekanikerlærling Mikkel Pedersen fra Struer får nu en unik mulighed for at køre racerløb i Texas i USA.

Et afbud fra en fast kører har givet mekanikerlærlingen Mikkel Pedersen fra Struer en unik mulighed for at køre racerløb i USA i næste uge.

Løbet er en del af den såkaldte Super Cup, der kører de samme steder som Formel 1 i ugen op til.

- Jeg skal bare over og vise, hvad jeg kan. De kørere, der kommer derover, er de absolut hurtigste i verden og nogle af dem, som har vundet Le Mans, siger Morten Pedersen til TV MIDTVEST.

Det 18-årige stortalent er sammen med otte andre talenter fra hele verden netop blevet set an i Tyskland af Porsche, som skal finde en ny testkører til Super Cuppen. Mens den unge racerkører afventer svar på udtagelsen, får han altså nu en unik mulighed for at vise sit værd i Austin i Texas.

- Det er kæmpe stort. Jeg er stadigvæk helt overrasket over, at jeg skal af sted nu til den serie, jeg er vokset op med og har fulgt hele mit liv i tv'et. Det bliver ikke meget større, siger han.

Han har formået at gøre opmærksom på sig selv stort set uden midler og træninger. Den eneste træning, han har fået, er på racerbanen under løb.

Den unge kørers helt store drøm er at komme til at køre Le Mans.

Se indslag om Mikkel O. Pedersen her:

02:05 Luk video