Ung mand truede med at skyde sin mor

En 27-årig mand er sigtet for at have truet sin mor på livet.

Manden blev anholdt lørdag eftermiddag. Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Lørdag eftermiddag modtog politiet et opkald fra en kvinde, der fortalte, at hendes søn var gået amok i sit eget hjem og truet hende på livet ved at sige, at han ville skyde hende.

Sønnen er en 27-årig mand fra Balling.

- Det reagerer vi på ved at køre ud til adressen. Da patruljen ankommer, peger manden på betjentene med en gasdrevet softgun, fortæller Niels Bach fra Skive politiet.

Det lykkes dog hurtigt politiet at få softgunnen fra manden.

- Han var heldig, at betjenten var erfaren og kunne se, at det ikke var en rigtig pistol. Det kan være svært, fordi nogle af dem ligner meget, siger Niels Bach.

Manden blev anholdt klokken 12:48 lørdag, og han er nu sigtet for trusler på livet og en overtrædelse af våbenloven. Det sidste skyldtes, at han havde en peberspray på sig, og de er ulovlige i Danmark. Han er løsladt igen. 

Læs også Politiet fortæller: Rolig påske med få indbrud