Ung mand stoppet af udlændinge med oversavet jagtgevær

En 26-årig mand fra Holstebro blev natten til onsdag stoppet af fem udlændinge i en bil. Den ene havde et oversavet jagtgevær

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

Politiet efterlyser vidner til et optrin natten til onsdag i Holstebro, hvor en 26-årig mand fra byen blev stoppet af fem udlændinge i en bil. Den ene havde et oversavet jagtgevær.

Manden blev stoppet foran Falck-stationen på Frøjkvej omkring klokken halv tre, hvor en grå Citroën-lignende familiebil kørte op på siden af ham.

En afrikanskudseende mand, der sad med et oversavet jagtgevær, rullede vinduet ned og sagde til ham: ”Du skal ikke spille smart”.

Herefter forsvandt bilen igen i retning mod Trekantsområdet i Holstebro.

- Det er uvist, hvorfor de stoppede ham. De forsøgte ikke på røveri eller lignende. Men vi efterlyser vidner, der eventuelt har set optrinnet eller bemærket bilen i Holstebro, siger vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Manden med jagtgeværet har følgende signalement:

- Afrikansk udseende
- Kort sort hår
- Iført rød Adidas-jakke
- Iført sorte bukser
- Iført sorte Nike-sko med hvidt logo