Ung mand sigtet for at true vidne med halshugning

En 18-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Sigtet for at true et vidne med halshugning.

Retten i Holstebro

En 18-årig somalier er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Holstebro. Den unge mand er sigtet for at have truet et vidne, som fredag anmeldte ham for at have misbrugt et mastercard. 

- Lørdag ringer den 18-årige til vidnet og siger, at han skal kalde anmeldelsen tilbage. Det vil han ikke, og så tilbyder den 18-årige, at vidnet kan få 5000 kroner for at gøre det. Da vidnet stadig nægter, truer den sigtede med at komme og halshugge ham, fortæller politiets specialanklager. 

De første trusler foregik over telefon, men senere lørdag blev vidnet også opsøgt og truet på Holstebro Banegård. 

Vidnet, der også er somalier, kender den sigtede i forvejen. De kommer begge fra Holstebro.