Ung mand dræbt i trafikulykke

En ung mand blev natten til fredag dræbt i en trafikulykke ved Thyborøn. Bilens 16-årige passager overlevede.

Ved ettiden i nat blev en 25-årig mand dræbt i en trafikulykke i Thyborøn.

Der er tale om et solouheld, som skete, da manden kom kørende ad Harboørevej mod Harboøre. Omkring svinget syd for Thyborøn mistede manden herredømmet, og bilen blev kastet hen over diget. Bilen blev totalskadet.

Den 25-årige blev dræbt på stedet, mens bilens 16-årige passager slap med en trykket brystkasse og skrammer.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at ulykken højst sandsynligt er sket som følge af hastighed kombineret med spiritus.

Den dræbte er fra Dybvad, mens den 16-årige er fra Sæby. Begge byer ligger i Vendsyssel.