Ung mand død efter trafikulykke ved Thisted

De pårørende er underrettet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykke på Åsvej
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Den unge mand, der fredag formiddag var involveret i en trafikulykke på Åsvej syd for Thisted, er død af sine kvæstelser.

Det oplyser indsatsleder Claus Ejlersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete kort efter klokken 10, da den unge mand i en personbil kørte på Åsvej og af ukendte årsager kom over i den modsatte vejbane og stødte frontalt ind i en lastbil.

Lastbilchaufføren slap fra sammenstødet uden fysiske skader. 

Åsvej var spærret i flere timer efter ulykken, men er nu åben igen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter. De nærmere omstændigheder ved ulykken er blevet undersøgt af en bilinspektør.

Den omkomne er en 25-årig mand fra lokalområdet. De pårørende er underrettet.

0:42
En ung mand blev i formiddag dræbt i et frontalt sammenstød med en lastbil