Ung kvinde i solouheld ved Tjele

Bromøllevej ved Tjele var onsdag eftermiddag spærret i en halv time efter et solouheld. (Foto Benny Lind, Alarm112midtjylland)

En yngre kvinde kom onsdag eftermiddag for langt ud i rabatten på Bromøllevej ved Tjele. Bilen trillede rundt og landede på siden. Fire biler og ni mand blev sendt til stedet for at skære kvinden fri, da hun ikke selv kunne komme ud.

- Vi har klippet taget af bilen for at få hende ud. Hun lader ikke til at være kommet voldsomt til skade, siger Vagn Erik Jensen, Indsatsleder, Viborg Brandvæsen.

Bromøllevej var spærret i en halv time, og kvinden blev efterfølgende kørt på skadestuen i Viborg. 

Når en bil triller rundt, kan man selvfølgelig altid godt komme til skade. Men hun kom heldigvis ikke noget til, fortæller indsatslederen.