Ung kvinde blev truet med pistol i Herning

En 29-årig kvinde blev i nat i Engesvang truet af en 31-årig mand med en attrap pistol. Han tvang hende til at køre ham mod Herning

Klokken 02.09 fik politiet en anmeldelse fra en rystet kvinde. Hun var blevet opsøgt af en 31-årig ikke herboende østeuropæer, da hun færdiggjorde sit arbejde i Engesvang. 

- Han tvang hende til at køre ham mod Herning og truede hende med en pistol. Undervejs på turen forsøgte han, at  få hende til at give hendes penge til ham og have sex med ham, det fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands politi Allan Riis.

Inden de nåede helt til Herning bad manden kvinden om at vende om og køre retur til Engesvang. Her blev han sat af og løb væk. Imens tog kvinden hjem til en veninde og anmeldte sagen til politiet, som rykkede ud med en patrulje. 

I den 29-årige kvinde fra Herning-områdets bil fandt de et sæt ukendte nøgler til en Ford, og ikke lang tid efter fandt de en parkeret Ford med knust siderude. Her lå den 31-årige mand. 

Manden fortæller, at det er rigtigt nok, at han var i kvindens bil og fortæller ligeledes, at han har stjålet den Ford han ligger i. Men han forholder sig ikke til, om han har truet kvinden. 

I bilen fandt politiet en pistol, som skulle vise sig at være en paintballpistol. 

Den 31-årige mand bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør i Herning.