Undvegne fanger anholdt for knivrøveri

Undvegne fanger anholdt for knivrøveri

Tre mænd blev onsdag anholdt for røveriet mod Fakta i Viborg mandag aften. To af dem er stukket af fra fængslet (opdateret).

Politiet anholdt lidt efter kl. 12 onsdag tre mænd på 21, 22 og 29 år i Viborg. De tre mænd, der alle stammer fra Østjylland, sættes i forbindelse med røveriet mod Fakta i Viborg, der fandt sted mandag aften. De to yngste er stukket af fra et fængsel.

Det var overvågningsbillederne fra Fakta i Viborg, der fik seere til at henvende sig. Den 22-årige mand blev genkendt på en tatovering på den ene hånd, og politiet rykkede onsdag ud til en adresse i Viborg, som de overvågede. Senere kom de tre mænd ud og satte sig i en bil, hvor politiet skred til anholdelse.

Politiet formoder, at det var den 22-årige mand, der holdt vagt under røveriet og senere slog vidnet, Michael Pedersen, ned. Samtidig har politiet en formodning om, at den 29-årige førte kniven under røveriet. Hvilken rolle den 21-årige spiller er endnu uvis.

De tre mænd fremstilles torsdag i grundlovsforhør.