Underskud i FC Midtjylland

FC Midtjyllands halvårsregnskab viser underskud på næsten otte millioner kroner. Året før var der overskud.

Selvom det midtjyske fodboldhold ligger nummer et i Superligaen, er der underskud på klubbens konto. I de første seks måneder af regnskabsåret 2013/14 havde selskabet et underskud før skat på 7,9 millioner kroner mod et overskud på 3,6 millioner kroner i samme periode året før.

Klubben har valgt ikke at sælge nogle spillere i perioden fra 1. juli til 31. december, og de manglende transferindtægter betyder, at forretningen nu giver underskud. Det viser halvårsregnskabet fra FCM Holding, der omfatter fodboldklubben og FCM Håndbold.

- Det forringede resultat i forhold til sidste år skyldes, at transferresultatet er faldet med 18,6 millioner kroner fra 19,1 millioner kroner til 0,4 millioner kroner, skriver FCM Holding i en regnskabsmeddelelse udsendt mandag aften.

- Faldet i transferindtægter skyldes, at der i indeværende regnskabsår ikke er solgt spillere fra Superliga-mandskabet, forklarer FCM Holding.

Omsætningen steg til 43,3 millioner kroner fra 32,9 millioner sidste år. Fremgangen skyldes hovedsageligt øgede tv-indtægter som følge af klubbens topplacering.

Ved vinterpausen i regnskabsåret 2012/13 lå FC Midtjylland på en niende plads mod nu en førsteplads.

For hele regnskabsåret fastholder FCM Holding prognosen om et underskud på mellem 10 og 16 millioner kroner.

FC Midtjylland møder søndag på udebane FC København, der er fem point efter topholdet.

/ritzau/