Ny brand i Silkeborg: Underjordisk container stod i flammer

Politiet kan ikke afvise, at branden knytter sig til de 18 øvrige brande, der har plaget et boligområde på Lupinvej.

Brandvæsenet kvalte ilden i den underjordiske container med skum. Foto: 24-7 News

Lidt før halv otte onsdag aften blev Midtjysk Brand & Redning kaldt ud til en brand i en underjordisk container i Lindeparken ud for nummer 26. 

Læs også Containerbrandene eskalerer i Silkeborg: Kraftigere end tidligere og nu også ild i kælder

Containeren var fyldt med pap og papir, og Midtjysk Brand & Redning måtte kvæle ilden med skum. 

På godt fem uger har der været 18 brande i et boligområdet ved Lupinvej i Silkeborg. 17 af disse brande var brande i affaldscontainere.

Senest var der natten til onsdag to brande i affaldscontainere og ild i en klapvogn i et kælderrum på Lupinvej.

Lindeparken, hvor den underjordiske container brændte her til aften, ligger cirka en kilometer fra boligområdet ved Lupinvej. 

Jens Claumach, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller:

- Umiddelbart er det ikke det område, hvor vi ellers har haft brande. Men lokalpolitiet vil se på, om sagerne kan have noget med hinanden at gøre. 

Vagtchefen oplyser, at Lokalpolitiet i Silkeborg vil undersøge, om der skulle være overvågning i området, som kan have fanget, hvad der startede branden. 

Har man oplysninger om branden i Lindeparken eller brandene på Lupinvej, bedes man kontakte politiet på 114. 

02:12

Se indslag fra den 6. November: 18 gange siden den 28. september har politiet modtaget anmeldelser om brande omkring Lupinvej i Silkeborg. Beboerne er ved at få nok.

Luk video

Læs også Politi om brande i Silkeborg: - Det er en meget alvorlig situation