Umuligt at undgå uroligheder på asylcentre

Meldingen kommer fra afdelingslederen på asylcentret i Herning efter et slagsmål mellem tre asylansøgere natten til søndag.

Asylcenter Uro

Det var under et spil billard på asylcentret på H.P. Hansens Vej i Herning, at to asylansøgere natten til søndag tævede en tredje asylansøger med en billardkugle.

Afdelingslederen på asylcenteret, Michael Jacobi, siger til TV MIDTVEST, at det desværre altid vil være umuligt helt at forebygge den slags episoder.

- Det er selvfølgelig træls, at folk kommer op at slås, men det kan vi aldrig helt undgå. Det vil altid ske på et eller andet tidspunkt. Vi kan jo ikke forebygge uroligheder ved for eksempel kun at lukke dem ind enkeltvis i opholdsstuen. Så bliver et spil billard altså ret kedeligt, siger Michael Jacobi.

I stedet ønsker centret at forebygge lignende uroligheder via en god dialog med beboerne.

- Vi forklarer dem, at det ikke er måden at gøre det her på. Vi ønsker at informere dem med daglig undervisning, og så kan vi ikke gøre så meget mere, fortæller Michael Jacobi.

Varetægtsfængslet

De to voldsmænd på henholdsvis 25 og 29 år kom op at diskutere i asylcentrets opholdstue. Den tredje mand, også afghaner, blandede sig og forsøgte at dæmpe de to kamphaner.

Det resulterede dog i, at de i stedet besluttede at rotte sig sammen mod ham. Det endte i et slagsmål, og de to mænd blev kort efter anholdt af politiet. Overfaldet gik hårdt ud over offeret.

- Lægen skønnede, at hans næse var brækket. Han er blevet ramt eller slået på næsen med en billardkugle, forklarede vagtchef Allan Riis ved Midt- og Vestjyllands Politi søndag til TV MIDTVEST.

De to overfaldsmænd blev søndag eftermiddag varetægtsfængslet frem til den 29. februar. De kærede begge dommen.