Umotiveret flaskevold i Holstebro

Natten til torsdag blev en 25-årig mand fra Århus slået gentagne gange i hovedet med en flaske på et værtshus i Holstebro. Alt tyder på, at volden var umotiveret, mener politiet.

En 25-årig mand fra Århus fik flere snitsår i hovedet og mistede en del blod, da han natten til torsdag blev overfaldet på værtshuset Die Bierstube i Holstebro. Skaderne var så voldsomme, at hen blev kørt til akutmodtagelsen i Herning. Her blev han syet med 50 sting i højre side af hovedet og næsten lige så mange i den venstre side. Hans kæbe var også slemt tilredt.  

Overfaldet skete kort før klokken to. Offeret blev slået i hovedet med en flaske. Da han faldt om på gulvet, blev han tildelt endnu flere slag i hovedet med flasken.  

21-årig varetægtsfængslet

Umiddelbart efter blev den 21-årige overfaldsmand anholdt. Han er torsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet indtil den 29.april.

- Der er tale om umotiveret vold. Der er ikke noget, der tyder på, at offer og gerningsmand har været i kontakt med hinanden i løbet af aftenen, siger Carsten Henriksen til tvmidtvest.dk.