Ulykke spærrer hovedvej ved Oddesund

På hovedvej 11 lige nord for Oddesund er fire biler onsdag eftermiddag stødt sammen. Både Politi og Brand og Redning er på stedet.

Ambulance_ud_af_garage_0.jpg

På hovedvej 11 lige nord for Oddesund er fire biler stødt sammen. Både Politi og Brand og Redning i Struer på stedet.

- Der er én fastklemt i den ene af bilerne, som vi lige nu arbejder på at få skåret fri, lyder det fra vagthavende indsatsleder ved Brand og Redning, Henrik Jensen.

Personerne i de tre andre implicerede biler kunne selv stige ud, og indsatslederen oplyser, at den fastklemte umiddelbart heller ikke ser ud til at være kommet alvorligt til skade. Men Brand og Redning satte alligevel alt ind, da de ankom til stedet.

Stor brandfare

- Bilen med den fastklemte spildte benzin, så vi lagde straks skum ud under bilen, for at sikre, at der ikke pludselig går ild i bilen, fortæller indsatslederen.

Hverken politi eller brandvæsen kender endnu de nærmere omstændigheder omkring ulykken, men politiet skal nu i gang med at foretage undersøgelser af ulykkesstedet.

Vejen spærret

Hovedvej 11 vil være spærret, så længe mandskabet arbejder på ulykkesstedet. Hvor længe er endnu uvist.

- Vejen er lukket for al trafik, men personbiler bliver dirigeret ad en alternativ rute. Lastbilchaufførerne må dog væbne sig med tålmodighed, siger Henrik Jensen.