Ulve-retssag: Politiet sætter ekstra betjente på gaden

Hernings politi opruster forud for ulveretssagen. De forventer op mod 1000 demonstranter.

Demonstranter foran retten i Herning
Demonstranter foran retten i Herning
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

I dag begynder retssagen om en 66-årig mand, der i foråret skød og dræbte en ulv i nærheden af Ulfborg. Forud for retssagen har politiet i Herning modtaget flere forvarsler på demonstrationer, og det har gjort, at de har valgt at sætte flere betjente på gaden.

- Vi forventer, at der i forbindelse med demonstrationerne vil være mellem 500-1000 demonstranter i Hernings gader, siger Lasse Ivanø, som er politikommisær hos Herning politi.

Eksempelvis har foreningerne Ulvens Venner og Ulvetid oprettet en begivenhed på Facebook, hvor de varsler en demonstration på torvet i Herning i forbindelse med retssagen. Begivenheden står lige nu til at have omkring 700 deltagere.

Politiet i Herning vurderer, at retssagen har så stor folkelig bevågenhed, at de må øge beredskabet.

- Vi har vurderet på baggrund af den debat, der har været i medierne, at det er nødvendigt at sætte flere betjente på gaden. Derudover har vi også to betjente i selve retssalen, men vi forventer ikke nogen konfrontation, siger politikommisæren.

Skudepisoden fandt sted den 16. april i år og kommer altså for retten i Herning i dag.