Ulveforening klager til minister: Ulvepar med seks hvalpe blev forstyrret

VM i mountainbike larmede og generede to ulve og deres hvalpe alt for meget ifølge foreningen Ulvetid, som nu har klaget til miljøministeren.

ulve2.jpg
Foto: Ulvetracking Danmark

Foreningen Ulvetid klager nu til miljøminister Lea Wermelin (S) over det netop overståede VM i mountainbike.

Foreningen mener, at der blev støjet alt for meget på 10. etape af cykelløbet, som foregik i Stråsø Plantage.

- Vi har observeret, at man har kørt uhyggeligt tæt på det forbudsområde, som Naturstyrelsen selv lavede i foråret. Med den trafik, der har været der, og den menneskemængde, har det ikke kunne undgås, at det har givet enorme forstyrrelser, siger Esther Holzendorff, der er formand for Ulvetid.

Og det var ifølge formanden ikke det, de havde forventet.

- Vi var blevet stillet i udsigt, at det skulle foregå i den nordlige ende, og derfor tænkte vi, at alting var fint, men vi observerede alligevel, og det var ikke på den måde, vi var blevet stillet i udsigt, siger hun.

2:32
Esther Holzendorff, formand for foreningen Ulvetid, forklarer, hvorfor de klager til miljøministeren over en etape ved VM i mountainbike i Stråsø Plantage.

Skal komme med henstilling

Naturstyrelsen havde tilladt cykelløbet i plantagen, som er ejet af staten.

Og det er ikke fordi, der slet ikke må være aktiviteter i plantagen - det skal bare være på dyrenes præmisser ifølge Ulvetids formand.

- Nu er det så følsomt et område især i forbindelse med ulvenes yngleområde. Selve stævnet har været planlagt i flere år, og Naturstyrelsen har godt vist, at der var ynglende ulve for få år siden og nu igen. Så der har været masser af muligheder for at lægge det et helt andet sted i stedet for så tæt på.

I fredags blev klagen til ministeren sendt af sted. Og Esther Holzendorff håber, at det kan være med til at sikre, at noget lignende ikke sker igen.

- Vi håber, at miljøministeren bliver meget mere opmærksom på, hvordan man agerer i forhold til Naturstyrelsens folk og deres vurderinger. Vi håber, hun vil komme med en henstilling til, at vi skal tage de her ting alvorligt.

Ifølge Dagbladet Holstebro vil miljøministeren først kommentere sagen og sende et svar, når hun har haft tid til at se på klagen.

Naturstyrelsen har frem til 15. august indskrænket færdslen i et afgrænset område af Stråsø Plantage, så ulvene og deres seks hvalpe kan få fred og ro.

2:13
Indslag fra slutningen af juni om, at besøgende skal holde sig til bestemte skovveje, når de færdes i Stråsø Plantage sydvest for Holstebro.