Ulvene tilbage på græs

Mens mange midt- og vestjyder snart går på sommerferie, så er ferien nu slut for fodboldspillerne fra FC Midtjylland. Torsdag mødtes de til sæsonen første træningspas i Ikast

Holdet skal spille sin første superligakamp den 15. juli, hvor midtjyderne skal møde FC København på udebane.

Inden da skal de dog først spille fire træningskampe, heraf to i Tyskland.

Nye ansigter

Inden træningen blev skudt i gang, bød ordførende direktør Claus Steinlein velkommen til både nye og mere velkendte ansigter på holdet.

Nye i truppen er blandt andet Svenske Benjamin Kibebe, der er hentet fra den schweiziske klub FC Luzern, samt spillerne Oliver Korch, André Rømer og Frederik Møller, der alle stammer fra FCM's U19-hold.

Samtidig har holdet sagt farvel til Jonas Boring, Martin Albrechtsen og den tidligere sportsdirektør Jens Ørgaard.

Glade spillere og store forventninger

Selvom ferien nu er slut, så var der ingen sure miner blandt spillerne:

- Tre uger uden fodbold, det er lang tid. Så vi har ventet på det her. Det er dejligt at komme tilbage og møde gutterne igen. Det er skønt, fortæller forsvarsspilleren Kristian Bak Nielsen.

- Jeg må da indrømme, at jeg har været nødt til at spille lidt fodbold i ferien, fordi jeg ikke rigtig kunne undvære det. Så det er fedt at være tilbage. Vi har jo alle sammen en job som vi elsker, fortæller målmand Jonas Lössl.

Og den ordførende sportsdirektør tror på, at holdet kan klare sig godt i den kommende sæson:

- Nu skal vi lige igennem transfervinduet, inden vi melder et resultat ud. Men personligt har jeg det sådan, at vi har et hold, der kan spille med oppe i den sjove ende, siger Claus Steinlein.