Ulven i politiets søgelys

Flere observatører, heriblandt en patrulje fra Midt- og Vestjylands Politi, har spottet en ulv i nærheden af Klosterheden.

En patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi havde i sidste uge en bemærkelsesværdig opservation. Patruljen var på vej syd om Klosterheden, da betjentene ifølge Naturstyrelsen Vestjylland spottede en ulv. Ulven løb herefter fra stedet.

- Ulven er jo fredet, så de kunne ikke gøre så meget. De lagde den i hvert fald ikke i benlås, siger Thomas Borup Svendsen fra Naturstyrelsen Vestjylland med et smil.

Troværdige henvendelser

Politiets henvendelse er én blandt flere den seneste uges tid, hvor observatører har spottet en ulv omkring Klosterheden Plantage. Så sent som i går søndag ringede en observatør fra Tim og fortalte om en mulig ulv.

- Vi kan ikke sige noget med sikkerhed, men det er meget troværdige personer der har henvendt sig til os, siger Thomas Borup Svendsen.

Naturstyrelsen har ikke fundet noget, der kan dokumentere at ulven er i området.

- Vi har ikke fundet dødt vildt eller lignende. Lige nu venter vi på mere håndfaste beviser, men vi følger interesseret med, siger Thomas Borup Svendsen.

Kommunikationsafdelingen i Midt- og Vestjyllands Politi har ikke hørt fra de betjente, der eftersigende skulle have spottet ulven.