Ulven er en psykisk belastning for fåreavlere: - Det er et helvede

Flere fåreavlere lukker deres produktioner af frygt for ulveangreb, forklarer lokalformand for Dansk Fåreavl. Landbrug & Fødevarer maner til besindighed.

Lokalformand for Dansk Fåreavl Midtjylland, Preben Albin Petersen, er bekymret over ulvens tilbagevenden til den danske natur.
Lokalformand for Dansk Fåreavl Midtjylland, Preben Albin Petersen, er bekymret over ulvens tilbagevenden til den danske natur.
Foto: TV MIDTVEST

Hvis man skulle være i tvivl om, hvad fåreavlere snakker mest om i tiden, så kan det siges kort: Ulven.

Faktisk fylder ulvens tilbagevenden til den danske natur så meget i fåreavler-kredse, at flere ganske enkelt vælger at indskrænke eller stoppe deres produktioner på grund af frygten for ulveangreb.

Ifølge brancheforeningen er mange fåreavlere, som har været udsat for angreb på deres besætninger, psykisk set i knæ.

- Det er simpelthen fordi, man ikke vil risikere at skulle ud og samle op efter ulven. Det er den psykiske belastning, der er i det. Jeg vil betegne det som et helvede, siger Preben Albin Petersen, der er lokalformand for Dansk Fåreavl Midtjylland.

- Mange lukker ned, fordi det er for bøvlet, for farligt og for træls. Det er trist. Det er en reaktion på frygten for ulve, lyder det.

Fem ulveangreb i år

En opgørelse fra Miljøstyrelsen viser, at ulve angreb husdyr 24 gange i 2017. Det udløste erstatninger for i alt 121.350 kroner til private lodsejere sidste år.

I 2018 er der indtil videre registeret fem ulveangreb på husdyr. Ved årets største ulveangreb blev 21 får dræbt ved Storålam ved Holstebro i februar.  

I disse tilfælde er erstatningerne endnu ikke gjort op. 

Landbrug & Fødevarer: - Vent nu lidt

Hos Landbrug & Fødevarer kommer det ikke som den store overraskelse at fåreavlsbranchen er parate til at opgive kampen mod ulven.

- Det er jeg naturligvis rigtig, rigtig ked af. Men jeg har også fuld forståelse for, at de går med de her tanker, siger Lars Hvidtfeldt, som er viceformand hos Landbrug & Fødevarer.

- Jeg kæmper for, at vi skal have en forvaltningsplan, hvor vi kan regulere ulven, så vi kan have et landbrug og en naturpleje på et niveau, som vi har haft hidtil, lyder det.

Trods forståelsen for fåreavlernes reaktion maner viceformanden samtidig til besindighed i forhold til at drage for hurtige konklusioner og lukke flere produktioner ned end nødvendigt.

- Vent nu lige lidt. I løbet af en måned eller to skal der ligge et nyt forslag til en forvaltningsplan hos ministeren, siger Lars Hvidtfeldt.

1:49