Ulvehunde er hjemme i god behold

Ejeren til de tre ulvelignende dyr, der i går rendte rundt på vejen mellem Holstebro og Vinderup, er nu fundet.

Det viste sig ikke at være tre ulve som på billedet, men i stedet tre hunde, der mandag aften rendte rundt på vejen mellem Holstebro og Vinderup. (Arkivfoto)
Det viste sig ikke at være tre ulve som på billedet, men i stedet tre hunde, der mandag aften rendte rundt på vejen mellem Holstebro og Vinderup. (Arkivfoto)
Foto: Arkiv

En video af tre ulvelignende dyr er gået viralt på Facebook. Den er nu delt mere end 5000 gange. Debatten gik især på, om det er ulve eller hunde, der rendte rundt på vejen mellem Holstebro og Vinderup.

Men nu er ejeren til dyrene fundet, og der er tale om tre hunde og ikke ulve, der gik rundt på vejen. En af racen tjekkoslovakisk ulvehund og to af racen alaskan malamute.

- De er i løbetid og var spærret godt inde, men de har alligevel gnavet sig ud. De er heldigvis hjemme igen og har det godt. Jeg er glad for, der ikke er sket dem noget, siger Ruth Nielsen.

Videoens ophavsmand, Leif Kristensen, var ellers ikke i tvivl.

- Der var et øjeblik, hvor en af dem stod direkte med front mod os, og den havde bisserne fremme. Sådan nogle bisser har hunde ikke, og de havde gule øjne, siger Leif Kristensen.

Fredelige hunde

For nogle år siden har Ruth Nielsen og hendes mand haft tre kuld hvalpe, men de avler ikke længere.

Hundene er før sluppet ud, men ejeren understreger, at de er ganske fredelige.

- De er meget børnevenlige og fredelige. De omgås folk hver dag. Vi har hørt før, at de ligner ulve - især fra folk, der ikke har kendskab til dem, siger Ruth Nielsen.

Parret vil dog gerne af med hundene, da de kræver en del arbejde. To af dem skal på internat, mens de regner med at sælge den af racen tjekkoslovakisk ulvehund, da den har stamtavle.

Viralt på Facebook

Leif Kristensen, der kommer fra Balling, optog videoen omkring kl. 20.30 mandag aften. Videoen er nu i skrivende stund delt over 5000 gange.

- Det er lidt crazy. Det var slet ikke, hvad jeg havde regnet med. Jeg fik min kone til at filme, for ellers ville ingen tro på, at vi havde set dyrene. Det var lidt spændende, siger Leif Kristensen.

Videoen har over 200.000 visninger.

Opdatering 15. november 2017 klokken 11:09: Hundene blev i går aftes aflivet.

1:50
En bilist troede, at han havde fanget tre ulve på video, mens de løb rundt på vejen ved Holstebro.