Ulveentusiast hilser forening mod ulve velkommen

Ulveentusiast er enig i, at der mangler et sted for dem, der er utrygge ved ulven. Derfor er han glad for ny forening, selvom den arbejder for et ulvefrit Danmark.

Thomas Boesdal mener, at ulven er god for den danske natur. Alligevel hilser han en ny forening mod ulven velkommen. Det er nemlig vigtigt, at alle får et sted, hvor de kan henvende sig og få et talerør.
Thomas Boesdal mener, at ulven er god for den danske natur. Alligevel hilser han en ny forening mod ulven velkommen. Det er nemlig vigtigt, at alle får et sted, hvor de kan henvende sig og få et talerør.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

En ny forening, der kalder sig Ulvefrit Danmark, ønsker at varetage interesserne hos dem, der er utrygge ved ulvens tilstedeværelse i Danmark. 

Og selvom foreningen egentlig arbejder imod det dyr, som ulveentusiasten Thomas Boesdal bruger rigtig meget tid på at studere og opleve, så hilser han foreningen velkommen. 

- Dem som bare sidder og tænker: Jeg er bare bange, eller jeg er bange for mine dyr eller bange for min hund. At de får et sted, hvor de kan henvende sig, og at de får et talerør. Dét, synes jeg lidt, der mangler. Så jeg synes, at det er rigtig positivt, at der er nogen, der tager den bold, siger han. 

Faktisk er han så positiv overfor den nye spiller i ulve-debatten, at han godt selv kunne finde på at melde sig ind i foreningen. 

- Ja, det kunne jeg godt, lyder det fra ulve-entusiasten, der hverken vil erklære sig entydigt for eller imod ulven. 

- Jeg er nok sådan, ligesom jeg fornemmer, at mange af mine jæger-venner er, lidt midt i. Vi kigger lidt på, hvad der sker og tænker, at så længe de opfører sig ordentligt, så går det jo nok.

Vil have lov til regulering

Et af formålene for Ulvefrit Danmark er, at foreningen skal være et sted for de utrygge. Derudover håber de at få hul igennem til Christiansborg.

-  Vi håber, at vi kan påvirke politikerne, så vi kan få lavet en bedre regulering. Det her påvirker rigtig mange, siger en af initiativtagerne til foreningen, Hans Henrik Lund Rosager.

Udover mulighed for at skylde ulve, vil Ulvefrit Danmark gerne have en definition på en problemulv.

Så længe ulvene opfører sig ordentligt, er Thomas Boesdal ikke tilhænger af, at de skal udryddes i Danmark. Og rent faktuelt mener han ikke, at der er noget, der entydigt viser, at ulven ikke passer ind i den danske natur. 

- Hvis vi kigger på de faktuelle ting, så er der ikke noget i vejen for, at ulven kan være her. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvad vi vil acceptere, og hvordan vi kan håndtere, de udfordringer, der er omkring den, forklarer han. 

Som reglerne er nu er ulven fredet, og den må derfor ikke skydes. Medmindre der er tale om en problemulv.