Ulvedyr døde af betændelse

Eksperterne er nu sikre på, hvordan ulvedyret fra Thy kom af dage - men svaret på det helt store spørgsmål lader vente på sig.

061212_Ulveodbuktion.jpg

Det var en betændelse i brysthulen - og ikke kræft som man først troede - der tog livet af det ulvelignende dyr, der i november blev fundet dødt i Hanstholm Vildtreservat.

Det viser de undersøgelser, som DTU Veterinærinstituttet har gennemført i kølvandet på obduktionen af dyret.

Analyserne bekræfter, at den tumor, der blev fundet i brysthulen på dyret, førte til en stor væskeophobning, så dyret til sidst blev kvalt. Men tumoren skyldtes altså ikke kræft - men derimod en betændelsestilstand.

- Inden dyret døde, har det været stærkt påvirket og haft en nedsat lungefunktion over en længere periode. Sygdommen har hindret den i at finde føde, fortæller seniorforsker Tim Kåre Jensen.

Er det en ulv - svaret lader vente på sig

Mens eksperterne nu er helt sikre på dødsårsagen, tør de stadig ikke svare på det spørgsmål, som alle venter et svar på: Var der tale om en ulv eller en ulvelignende hund?

Svaret på DNA-analyserne forventes først klart engang i næste uge.

- Årsagen til den lidt længere analysetid er, at det er blevet prioriteret at lave en ekstra omfattende analyse, så der kan fastslås mest muligt om dyrets genetiske baggrund, skriver DTU i en pressemeddelelse.