Ulv stod få meter fra Pias hus: - Den virkede ikke sky og bange

En ulv stod kun få meter fra Pia Volsgaards hus i Ørnhøj. Oplevelsen har fået hende til at ændre adfærd.

Pia Volsgaard prøvede at gøre alt for at jage ulven væk, men der gik et stykke tid, før den luntede væk. Oplevelsen har gjort indtryk. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Pia Volsgaard og hendes hund fik sig noget af en overraskelse, da en ulv en morgen pludselig stod få meter fra deres hjem ved Ørnhøj.

- Det overraskede mig rigtig meget, at ulven bliver der oppe og bliver ved at komme luntende. At den ikke vælger at løbe med det samme, når jeg står her nede og råber. Det var både med bevægelser og alverdens ting, siger Pia Volsgaard, der bor i Ørnhøj og er en af naboerne til ulven.

Hun nåede at gå ind og vække børnene i huset, som også fik ulven at se, inden den luntede væk. Hun følte ikke, at hverken hun eller børnene var i fare, men oplevelsen har gjort indtryk.

Læs også Ulven får borgere til at ændre adfærd: - Min datter må ikke gå alene

- Jeg bliver jo ved at være utryg, når hunden løber ude, og jeg hører, at den begynder at gø. Så tænker jeg med det samme, om der en ulv på vej her ned, og hvornår finder jeg min hund død.

Hun undrer sig over, at ulven kom så tæt på huset og ikke hurtigt blev skræmt væk.

- For mig virkede den ulv, der kom der oppe, ikke sky og bange. Den fortsatte egentlig ned mod hunden, selv om jeg stod og råbte et stykke tid. Den lignede ikke en, der syntes, at der var noget farligt dernede. Og det er det, der gør mig utryg. Den reaktion, som de kloge siger, at den er sky og skynder sig at løbe væk, og den skal nok forsvinde. Det var ikke den reaktion, jeg oplevede, siger Pia Volsgaard.

Naboer til ulven ændrer adfærd

En ny spørgeskemaundersøgelse, som TV MIDTVEST har lavet, viser, at mange har gjort som Pia Volsgaard, ændret adfærd.

314 personer, der bor i området, hvor ulven har slået sig ned, har deltaget i undersøgelsen. 184 af dem svarende til 54 procent har svaret, at de har ændret adfærd, mens 46 procent lever videre, som før ulven dukkede op i området.

Pia Volsgaard går ikke længere op i skoven ved siden af, og hun tager heller ikke længere hunden med væk fra huset.

Det kan godt være, at det er noget pjat. Men den her oplevelse viser mig, at ulven ikke er bange for hunden, og der går et stykke tid, inden den også bliver bange for mig.

Pia Volsgaard, nabo til ulven i Ørnhøj

- Det kan godt være, at det er noget pjat. Men den her oplevelse viser mig, at ulven ikke er bange for hunden, og der går et stykke tid, inden den også bliver bange for mig. Jeg ved ikke, hvad der kan ske, hvis jeg møder den eller kommer imellem en hunulv og dens hvalpe oppe i skoven med min hund. Så vi bliver her med hunden.

Ulve tæt på bebyggelse er et af de temaer, som TV MIDTVEST tager op, når der i aften er ulvedebat i Stråsø Plantage. Vi rykker ud for at høre de lokale, hvordan det er at bo med ulven som nabo.

Dan Sørensen holder en times debat ude i naturen, hvor det vil være de lokale ansigter, som vil præge debatten. Det er både i vores nyhedsudsendelse i aften kl. 19.30 og en time fra klokken 19.55 på TV MIDTVEST.

01:16

Pia Volsgaard er en af de beboere, der har ændret adfærd, efter hun er blevet nabo til ulven.

Luk video