Ulv skudt ved Ulfborg: En mand anholdt

En ung hunulv måtte lade livet, da den blev skudt af en forbikørende.

Den dræbte ulv blev tirsdag undersøgt på Veterinærinstituttet i København. Foto: TV2

Mandag eftermiddag klokken 14:26 modtog politiet en opsigtsvækkende anmeldelse, da et vidne havde set en mand skyde en ulv.

Læs også Lokal jægerformand: Det er dybt beklageligt

Gerningsmanden var kommet kørende i sin bil ved en mark cirka 13 kilometer øst for Ulfborg, affyret skud fra bilen og kørt væk igen.

På marken fandt man en ung hunulv, der var dræbt af skuddene. Der blev også fundet et patronhylster, der var affyret fornylig.

Den døde ulv er nu sendt til undersøgelse på DTU i København, der skal foretage en obduktion på vegne af Miljøstyrelsen.

Mand anholdt

Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at man på baggrund af vidnets oplysninger hurtigt har kunne identificere gerningsmanden.

Der er tale om en 66-årig mand fra lokalområdet.

Politiet har ransaget hans bopæl og bil, og de fandt i den forbindelse skydevåben. Der er blevet foretaget tekniske undersøgelser ved bopæl, køretøj og gerningssted.

Den anholdte nægter at have skudt ulven, men er fortsat sigtet. Politiet vurderer på nuværende tidspunkt, at der er tale om brud på bekendtgørelsen om fredning af bestemte dyrearter og brud på jagtloven. Også andre bestemmelser kan være overtrådt, hvilket den kommende efterforskning vil vise.

 

Læs også Her er den døde ulv: Blev dræbt af et enkelt skud

 

Læs også Sigtet for ulvedrab nægter at tale med politiet

 

Læs også Danielsen: Vi bifalder naturligvis ikke nogen form for selvtægt