Ulovligt fiskeri ved Cheminova

Trods forbud, så bliver der alligevel fanget massevis af ål i en lagune på Harboøre Tange tæt på Cheminova.

Det er både forbudt at bade og fiske i den sydlige lagune på Harboøre Tange. Området ligger tæt på Cheminova og har tidligere været udsat for kemikalie-forurening. Alligevel bliver der fanget massevis af fisk. Fiskerikontrollen har alene i denne uge beslaglagt 65 ulovlige ålerør og 25 bildæk, der er blevet brugt til at fange ål med.

- Jeg synes, det er meget foruroligende, at der bliver fanget så mange ål herude på trods af vores indsats, fortæller Michael Larsen, der er fiskekontrollør i lagunen.

En af teorierne blandt de lokale fra området er, at de ulovlige ål bliver flyttet over i lovlige ruser og så solgt som spisefisk til forbrugerne.

- Måske går de så til salg på auktioner et eller andet sted, så intetanende forbrugere kan få dem på deres middagstallerken derhjemme. Det, synes jeg, er ret skræmmende, når man tænker på forureningssituationen og den lovgivning, der er lavet på området, siger Michael Larsen.