Illegal medicin og behandling i USA: Borgmester ramt af borrelia

Ib Lauritsen mener, at han er ramt af borrelia. Det mener de danske sundhedsmyndigheder dog ikke. Derfor køber han illegal medicin og opsøger behandling i USA.

Ib Lauritsen overtog borgmesterkæden i Ikast-Brande kommune efter partifællen Carsten Kissmeyer.
Ib Lauritsen overtog borgmesterkæden i Ikast-Brande kommune efter partifællen Carsten Kissmeyer.

I 2013 blev Ikast-Brandes borgmester, Ib Lauritsen, bidt af en flåt. Han fik akut behandling, men her fem år efter er han stadig syg ind imellem.

- Det er sådan noget med hovedpine, udsæt på mit bevægeapparat og nervesymptomer. Hvis jeg så tager antibiotika, så går det væk, forklarer Ib Lauritsen.

Ifølge borgmesteren kan det danske sundhedssystem ikke tilbyde behandling af sygdommen – systemet mener ikke, at han har følger af borrelia. Derfor er den antibiotika, han tager, ikke ordineret af en dansk læge.

3:28
 

Ingen hjælp hos myndighederne

I de senere år har en lang række patienter med symptomer på borrelia været overladt til egen behandling med antibiotika.

- Det hjalp på stedet. Det hjalp på to dage, så havde jeg det fantastisk igen, forklarer Ib Lauritsen om brugen af antibiotika.

Selvmedicineringen med antibiotika er dog et problem ifølge myndighederne. Det skyldes blandt andet frygten for, at bakterierne skal blive resistente.

- Vi har resistensproblemer, som bliver værre og værre, men alt medicin kan også have bivirkninger, siger Thomas Bjarnsholt, der er professor ved Institut for immunologi og mikrobiologi, Københavns Universitet

Problemet for Ib Lauritsen og de andre patienter er, at de er havnet mellem to stole. Det har symptomer på borrelia, men sundhedsmyndighederne siger, at det ikke er borrelia.

- Den arrogance, der er i det her – tenderende afstumpethed i forhold til at hjælpe, den er så markant, at det er nødt til at være en politisk beslutning, der siger at det her er forkert, mener Ib Lauritsen.

Tidligere har Dansk Folkeparti forsøgt at få sundhedsministeren til at hjælpe patienterne – uden held. Sundhedsstyrelsen har heller ikke vist vilje til at ændre praksis.

- Det synes jeg er en skam, at man ikke prøver at udvide det lidt og siger, lad os nu lytte til de mennesker, det drejer sig om. Lad os se, hvordan vi kan gøre det her bedre, siger Liselott Blixt, Formand, Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Dansk Folkeparti.

Systemet presser en ud af landet

Doxycycline er borgmesterens foretrukne produkt, og det kan meget let findes på nettet. Han vil dog ikke fortælle, hvor han skaffer det.

- Jeg har ikke tænkt mig at bringe nogle læger med i en eller anden situation, hvor de har forsynet en borgmester med antibiotika. Så derfor har jeg enten en god ven, der er bilhandler, som kommer fra Letland eller en dyrelæge eller en anden. Men jeg har faktisk utrolig nemt ved at skaffe den lillebitte smule, jeg skal bruge for at holde mig selv stabil.

På Christiansborg er de opmærksom på problemet med ulovlig medicin fra udlandet – og hvor let det er at få fat på.

- Det gør, at vi ikke har nogen føling med, hvor meget der er, og det synes jeg, er endnu værre, siger Liselott Blixt, Formand, Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Dansk Folkeparti.

Men ifølge Ib Lauritsen er det systemets skyld, at man er tvunget ud over landegrænser for at få fat i medicinen.

- Jeg tror faktisk, at systemet i dag er med til at skubbe en masse patienter på det her område ud i noget kvaksalveri og misforståelser, fordi der ikke er nogen, som hjælper dem. Og jeg skal bare sige dig; når du har den her lidelse gør du noget, hvis du kan.  

Og inden længe er det ikke kun medicin Ikast-Brandes borgmester opsøger udenlands.

Behandling i USA

Ib Lauritsen har nemlig givet op. Han vender nu ryggen til det danske sundhedssystem og søger behandling for sin sygdom i USA.

- Det er bare ikke rart at lide af noget, der ikke findes i Danmark. For det er sådan set det, systemet siger. Det, du fejler, det findes ikke, siger Ib Lauritsen, borgmester, V, Ikast-Brande kommune.

Han forventer at turen til USA kommer til at tage tre dage.

- Når nu ikke det findes i Danmark, så vil jeg nok for første gang i det her sygdomsforløb og tale med nogen, der siger, det findes og kan behandles, forklarer han.