Ulovlig med sikkerhedsseler - lovlig uden

En børnehave på Mors' bus var ulovlig med sikkerhedsseler. Nu er selerne pillet ud, og bussen er igen lovlig.

140326_BusSeler.jpg

Børnehaven Marollebo i Nykøbing havde egentlig sikkerhedsseler i sin bus, men det kunne Sikkerhedsstyrelsen ikke acceptere. Nu er selerne afmonteret og bussen godkendt.

- Vi blev klemt i en lovgivning i forhold til at skabe sikkerhed. Ikke at det er optimalt, men det er sådan, det er. Der er jo ingen, der sætter nye seler i så gammel en bus, og omvendt skal man heller ikke skrotte en velfungerende bus, der lever op til de øvrige sikkerheds- og lovkrav, fortæller Bettina Lund, der er leder af børnehaven.

Bussens seler var monteret til sæderne og ikke karroseriet. Det er ikke lovligt. Men sådan som reglerne er i dag, kan man omgå problemet, hvis bussen er indregistreret før 1999. Det er tilfældet med Mors-børnehavens bus.

- Det har jeg det skidt med. Jeg føler, at det var bedre før, hvor de var fastspændte. For at bussen kan få lov til at køre videre, skal selerne pilles af. Jeg synes, kæden hopper helt af, siger Palle Graff Mouritsen, der er forælder til én af børnene i Børnehaven.

Lover at gøre noget

De Radikales trafikordfører, Andreas Steenberg, lover at gå videre med sagen, så børnene ikke kører rundt i busser uden sele.

- Jeg vil gerne være med til at overveje at lave en overgangsperiode, så de får noget tid til at lave de investeringer, der skal til for at få de rigtige seler, siger han.

En stikprøvekontrol med 13 tilfældigt udvalgte busser foretaget af Trafikstyrelsen i sidste uge viste, at kun én ud af dem havde styr på sikkerheden. Derfor kræver Trafikstyrelsen nu, at de synshallerne tager kontakt til ejerne af i alt 115 af de busser rundt i landet, som potentielt kan køre med børn.

2:03
En børnehave på Mors tager nu konsekvensen og piller ulovlige sikkerhedsseler ud af deres bus. Nu kører børnene rundt i bussen uden sele på. Og det er helt lovligt: