Ulovlig jagt kan medføre konfiskation af bilen

Loven giver mulighed for, at retten kan konfiskere de hjælpemidler, der bliver brugt ved ulovlig jagt.

Denne hunulv blev mandag eftermiddag fundet dræbt på en mark mellem Ulfborg og Ørnhøj. En 66-årig mand er sigtet i sagen, men nægter sig skyldig. Foto: TV 2

Hvis den 66-årige mand, der er sigtet for at skyde og dræbe en ulv mellem Ulfborg og Ørnhøj, bliver dømt, kan han muligvis risikere at få konfiskeret både sin riffel og sin bil.

Læs også Sigtet for ulvedrab nægter at tale med politiet

Jægeren skød - ifølge politiets sigtelse - ulven, mens han sad i sin bil. Og hvis man bliver dømt for ulovlig jagt, kan retten vælge at konfiskere de hjælpemidler, man har brugt under jagten.

Ud over våbnet kan det for eksempel være en bil eller båd, oplyser konsulent Niels Henrik Simonsen fra Danmarks Jægerforbund.

Han understreger, at han udtaler sig generelt og ikke om den konkrete sag.

Den 66-årige mand nægter sig skyldig, og Midt- og Vestjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, om muligheden for at konfiskere bilen kan blive aktuel i den konkrete sag.

- Forkasteligt

Der har været spekuleret i, hvorvidt den 66-årige er aktiv jæger. Norbert Ravnsbæk, der er medlem af hovedbestyrelsen i Danmarks Jægerforbund, oplyser til tvmidtvest.dk, at manden ikke er medlem af forbundet.

Ravnsbæk lægger vægt på, at den 66-årige nægter sig skyldig og ikke er dømt - men han tager kraftigt afstand fra den måde, som ulvedrabet er blevet beskrevet på. Blandt andet det forhold, at manden ifølge sigtelsen havde et skarpladt våben inde i sin bil.

- Alle uddannede jæger ved udmærket godt, at man ikke må bruge bilen som hjælpemiddel. Det er en grov overtrædelse af jægerskikke og lovgivningen. Hvis man aktivt går ud og gør sådan en handling, ovenikøbet fra en bil... hele scenariet er forkasteligt, siger Norbert Ravnsbæk.

Læs også Nabo til den dræbte ulv: - Det er i orden

 

Læs også Skud fra riffel dræbte ulv: Nu skal den obduceres og udstoppes