Ulovlig import af snus: Midt- og Vestjylland har næstflest anmeldelser

Indsats mod ulovlig import af snus har ført til næsten 300 anmeldelser i 2017. I Midt- og Vestjylland har det betydet færre forhandlere, vurderer bruger.

Snus er pulveriseret tobak tilsat smagsstoffer, som pakkes i små poser.
Snus er pulveriseret tobak tilsat smagsstoffer, som pakkes i små poser.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

I løbet af 2017 har Sikkerhedsstyrelsen haft særligt fokus på at komme ulovlig import af nydelsesmidlet snus til livs, og det lader nu til at have haft en effekt. 

Den skærpede indsats har ført til 295 anmeldelser, hvoraf 66 er i Midt- og Vestjylland. Det gør landsdelen til det område med næstflest politianmeldelser. I Københavns Vestegn har der for eksempel kun været fem og én enkelt i Nordsjælland.

Det er nemlig forbudt at sælge snus i Danmark, men fra Sverige kan man, som det eneste land i EU, lovligt importere til eget forbrug. Grænsen er 750 gram per bestilling. 

- Der er rigtig mange, der ikke forstår, at det faktisk er ulovligt at sælge snus i Danmark. De køber mængder hjem, hvor vi vurderer, at det er med henblik på videresalg, og så falder hammeren, fordi det er ulovligt at sælge snus i Danmark, forklarer kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.

Færre forhandlere

17-årige N.A. (N.A. er initialer. Kildens fulde navn er kendt af redaktionen) fra Tarm-området bruger snus, og han oplever, at der er kommet færre forhandlere på markedet efter indsatsen. 

- Der var en del på et tidspunkt, men så havde de hørt, at der var mange, der blev taget i tolden, og så stoppede de. Vi har stadig nogle, men det er blevet dyrere, fordi de er de sidste tilbage, fortæller han. 

For to måneder siden klappede fælden for N.A. selv. Hans pakke fra Sverige blev konfiskeret. 

- Jeg bestilte ekstremt meget hjem. Jeg tror, at det var over 2 kilo, og det er meget over. Men det var fordi, at jeg købte hjem sammen med nogle venner, forklarer han. 

Og det må man ikke ifølge reglerne.

- Nogle gange er det jo fordi, at folk simpelthen ikke har sat sig ordentligt ind i reglerne. De køber mængder hjem, hvor de angiver, at det er til en kollega eller en kammerat, og i vores forståelse af det er det en mængde, der overstiger de tilladte grænser, og så bliver man forhandler af det her, og så falder bøden fra vores side af, siger Jan Møller Mikkelsen.

N.A. går nu og venter på konsekvensen i form af en bøde, men han synes ikke selv, at det er rimeligt. 

- Jeg synes, at det er for dårligt, fordi cigaretter og tyggetobak er lovligt. Og så skal snus være ulovligt, fordi det er lavet på en anden måde. Det er pulveriseret, så det er åbenbart ulovligt, men det forstår jeg ikke grunden til, siger han.

Al handel med snus har været ulovligt i Danmark siden 1. januar 2016, og udover fokus på importen af snus, har Sikkerhedsstyrelsen også lavet 750 kontrolbesøg i forskellige butikker i løbet 2017.