Ulovlig agent koster Mors-Thy

For første gang siden Dansk Håndbold Forbund indførte agentlicens-ordningen den 1. januar 2010 er en dansk klub blevet idømt en bøde for at benytte en ulovlig spilleragent.

Håndboldklubben Mors-Thy Håndbold er blevet idømt en bøde på 15.000 kroner, for at have benyttet en spilleragent, som ikke har bestået DHF's agentlicens-uddannelse.

I Danmark er det kun tilladt at fungere som agent, hvis man har bestået agentlicens-uddannelsen, er spillerens nærmeste familie, advokat eller hvis man har en gyldig agentlicens fra et håndboldforbund under Det Europæiske Håndbold Forbund, EHF.

Det drejer sig om spilleragenten Srdjan Skercevic, der er direktør i RS Athlete Management GmbH i Hamburg. Han blev brugt til af formidle kontakten mellem Mors-Thy og spillerne Krsto Milosevic og Dragan Tubic. Og Srdjan Skercevic opfylder altså ikke kriterierne for at handle som agent i Danmark.