Ulla Tørnæs stopper øjeblikkeligt i byrådet

Ulla Tørnæs har valgt at stoppe i byrådet i Holstebro Kommune for at hellige sig arbejdet i EU.

Ulla Tørnæs har valgt at stoppe i byrådet i Holstebro Kommune.

Det bekræfter hun over for TV MIDTVEST mandag aften.

Det er en beslutning, som jeg traf i løbet af sommeren, hvor jeg besluttede mig for, at jeg ikke ønskede at genopstille til det kommende byrådsvalg. Og den beslutning skal ses i lyset af, at jeg efter regeringsskiftet har fået flere EU-opgaver på mit bord, så derfor mente jeg, at det var rigtigst at melde klart ud allerede nu, siger Ulla Tørnæs til tvmidtvest.dk

Dermed helliger den tidligere borgmesterkandidat sig arbejdet i Bruxelles

- Blandt andet den kommende afstemning om vores retsforbehold, der er der flere opgaver, som jeg er blevet inddraget i. Det er blevet vanskeligere for mig og bliver vanskeligere for mig at løfte begge opgaver tilfredsstillende, og derfor besluttede jeg mig for, at nu var tiden kommet til at give stafetten videre,siger Ulla Tørnæs til tvmidtvest.dk

Ulla Tørnæs satser i fremtiden på at fortsætte arbejdet i EU.

- Jeg kan ikke se mig selv tilbage i kommunalpolitik, siger hun.

Rokeringer i byrådet

Ulla Tørnæs bliver erstattet af Torben Strømgaard, der var tæt på at blive valgt ind ved kommunalvalget i 2013.

Samtidig bliver Jens Kristian Hedegaard formand for Social- og Sundhedsudvalget.