Ulla Astrup-støtter presser kommunen med bagværk

Hver eneste uge bliver Struer Kommune gjort opmærksom på, at sagen om Ulla Astman ikke er glemt.

01:48

Struer Kommune afviste at give Ulla Astman førtidspension, men det nægter en gruppe borgere at finde sig i, og de fortsætter kampen - med ugentlige kageleveringer. Video: TV MIDTVEST

Nogle gange er det othellolagkage og nogle gange jordbærkager. I dag er det onsdagssnegle, som Struer Kommune får serveret af en utilfreds Venstre-politiker.

- Ulla Astrup skal have sin førtidspension. Jeg kan slet ikke forstå, at hun ikke har fået den, siger Helle Lillelund fra Holstebro, der er kommet forbi med sin ugentlige kagelevering til kommunaldirektøren for at gøre opmærksom på sit budskab.

Vrede over kommunal beslutning

Struer Kommune afviste at give Ulla Astrup førtidspension, selv om hun ikke længere kan arbejde med en skæv ryg og Parkinsons sygdom. Men en gruppe borgere vil ikke findes sig i, hvordan kommunen har håndteret sagen. Kageleveringerne mener kommunaldirektør Mads Gammelmark dog ikke, han kan bruge til noget.

Læs også Kan ikke løfte hovedet - men kan heller ikke få førtidspension

-  Jeg kan jo ikke sætte mine medarbejdere til at spise en kage, som vi får med dårlige intentioner. Vi er ikke selvhøjtidelige, men vi tager os selv alvorligt, siger han.

Flere politikere i Struer er blevet politianmeldt i Ulla Astrup-sagen Det skyldes blandt andet, at der på Facebook er blevet opfordret til at sende en anmeldelse afsted. Men det er heller ikke noget, der bekymrer kommunaldirektøren.

- Jeg synes, at de kommunalt ansatte og byrådsmedlemmerne skal tage det roligt. Det er ikke ukendt for folkevalgte, at de kan blive politianmeldt, men det er meget sjældent, at det er kød på de politianmeldelser, siger Mads Gammelmark.

Kageleveringer indtil førtidspensionen kommer

Læs også Nyt i Ulla Astrups sag: Kommune meldt til politiet

Helle Lillelund garanterer dog, at den ugentlige kage vil blive leveret til kommunen indtil Ulla Astrup får sin førtidspension.

- Det er et prik på skulderen om, at vi ikke har glemt sagen, siger Helle Lillelund.

TV MIDTVEST har i dag været i kontakt med flere medlemmer af Social-, sundheds- og arbejdsmarkedsudvalget i Struer Kommune, men ingen af dem har ønsket at udtale sig.