Ulla Astman: Fjern krav til sygehusene

Socialdemokratiske regionsformænd kritiserer deres parti, der først vil afskaffe omstridt krav til ansatte på sygehuse, når et nyt regime er udtænkt.

Foto: Arkiv

Socialdemokratiet møder hård kritik fra egne rækker, fordi partitoppen på Christiansborg ikke vil forpligte sig til at afskaffe et omstridt krav til personalet på landets sygehuse.
    
- Man siger et og gør noget andet. Det er at tale med to tunger. Jeg synes, at man svigter, siger Ulla Astman socialdemokrat og formand i Region Nordjylland.
    
Sagen handler om det såkaldte toprocentskrav, der pålægger sundhedsvæsenet at øge aktiviteterne med 2 pct. hvert år, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Det blev indført i 00'erne for at få nedbragt ventetiderne.
    
I dag er konsekvensen ifølge kritikere, at patienter og personale spilder tiden, når det f.eks. bedre kan betale sig at indkalde en patient tre gange i stedet for at behandle vedkommende på én dag.
    
- Det skriger til himlen, at man nogle gange ulejliger patienterne, fordi der er et aktivitetsmål, der skal nås, siger Ulla Astman.