Uindbudt gæstevisit endte i vold

En 32-årig mand fra Kølvrå er anholdt for vold og trusler efter han i nat mødte op til en fest, selvom han ikke var inviteret.

Detention-Doer_0.jpg

En 32-årig mand fra Kølvrå mødte ved halv fire tiden i nat op til en fest i Kølvrå, selvom han ikke var inviteret. Manden kendte dog flere personer til festen, og da værten bad den 32-årige om at forlade festen, gik det galt.

Den 32-årige kom op at diskutere med flere gæster. Pludselig greb han også værten om halsen og skubbede til flere gæster.

Trusler med baseball-bat

Da politiet ankom til stedet havde den 32-årige angiveligt uddelt lussinger og truet med et baseball-bat.Den uindbudte gæst blev anholdt. Han er nu sigtet for vold og trusler samt overtrædelse af våbenloven.

Manden er kendt af politiet for noget lignende. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.