Uhygge i Mønsted kalkgruber

Mønsted Kalkgruber slog i dag dørene op til uhygge og gys. Og måske muligheden for at se en levende flagermus.

8-årige Johanne Vedel Kambskare deltog i uhyggen i Mønsted Kalkgruber lørdag.
8-årige Johanne Vedel Kambskare deltog i uhyggen i Mønsted Kalkgruber lørdag.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

I anledning af efterårsferien er kalkgruberne i Mønsted igen i år pyntet i bedste halloweenstil.

Uhyggelige grinende græskar, spøgelser, dracula, hekse, flagermus og de syv små dværge, der byder velkommen i deres minigrotte.

Der er lagt op til en grum og gyselig affære.

En af deltagerne i dagens gys og gru er Johanne Vedel Kambskare på otte år.

- Jeg er bange for, at der er flagermus, der sætter sig på mig. Det er lidt uhyggeligt, siger Johanne Vedel Kambskare.

De besøgende fik også selv lov til at prøve kræfter med at skære græskar.
De besøgende fik også selv lov til at prøve kræfter med at skære græskar.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Kom og skær dit eget græskarhoved

Der er blevet købt læssevis af græskar, som i øvrigt er ekstra orange i år, på grund af den varme sommer.

De besøgende havde derfor mulighed for, at skære deres egen version.

- Det er rigtig hyggeligt. Så kan man skære dem selv og sætte dem rundt her og se, at de lyser, siger Johanne Vedel Kambskare.

I kalkværket kunne gæsterne se film og udstillinger om flagermus, hvis de ikke selv nåede at se en i gruberne.

Men det skulle der være gode muligheder for, eftersom oktober er den måned, hvor flagermusene kommer hjem til gruberne for at gå i vinterhi.

0:44
Efterårsferien byder på uhygge i kalkgruberne i Mønsted.