Uheld lukkede Vilsundbroen

Broen mellem Thy og Mors var mandag formiddag lukket som følge af et færdselsuheld omkring klokken 10:30 (arkivfoto).

270114bro2.jpg

Det glatte føre har hele morgenen generet morgentrafikanterne, men indtil videre har landsdelen været forskånet for alvorlige ulykker.

Værst er det gået på Mors ved Vilsundbroen, hvor den faste forbindelse mellem Mors og Thy er spærret som følge af et trafikuheld.

Uheldet skete, da en personbil kørte op bagi en forankørende lastbil, kort før de begge skulle køre ind på Vilsundbroen.

Lastbilen ville gøre plads til nogle modkørende sneplove, og derfor bremsede den op. Det opdagede den bagvedkørende bilist for sent, og den første melding er, at han har brækket hånden og klager over ryg- og nakkesmerter. Manden er norsk statsborger.

Redningsmandskabet på stedet har derfor valgt at skære føreren fri for ikke at gøre eventuelle skader værre, og derfor er forbindelsen spærret, mens ambulancefolk og paramedicinere arbejder på stedet.

Lastbilchaufføren kom ikke til skade ved uheldet.

Opdateret klokken 13:00:

Broen er nu åben igen.