Ufaglærte skal arbejde med afviste asylansøgere

I fremtiden får fængselsbetjentene på Udrejsecenter Kærshovedgaard selskab af ufaglærte. Det møder kritik fra flere sider.

Kærshovedgaard skal ifølge integrationsministeren ændres til asylcenter per 1. december

Ufaglærte skal i fremtiden arbejde sammen fængselsbetjente på udrejsecenter Kærshovedgaard. Det skriver DR P4 Midt- og Vest.

Udrejsecentret skal i fremtiden bruge 12-15 nye institutionsarbejdere, der kommer til at arbejde sammen med fængselsbetjene.

De nye medarbejdere får en kort uddannelse i Kriminalforsorgens arbejde, og eneste krav til optagelsen er altså en afsluttet 9. klasses eksamen.

Det møder kritik fra både naboer og Dansk Folkeparti.

- Det duer ganske enkelt ikke, at man sætter uerfarne medarbejdere ind i den situation, siger Ole Tranberg, der er talsmand for de nærmeste naboer til Kærshovedgård, til DR P4 Midt- og Vest.

Hos Dansk Folkeparti advarer man mod at slække på medarbejdernes faglige kunnen.

- Nogle af de her beboere er uregerlige, og når der samtidig kommer væsentligt flere, bliver opgaven en større mundfuld. Jeg er nervøs for, om de nye institutionsmedarbejdere overhovedet kan klare den opgave, siger Peter Skaarup, som er formand for Folketingets Retsudvalg (DF).