Udvid nu Superligaen

Danmark er moden til en udvidelse af Superligaen. Det er der enighed om blandt en af Superligaens profiler, en mangeårig Superliga-træner og en sportschef.

Der er efterhånden så stor kvalitet i dansk fodbold, at det er på tide at få flere hold i Superligaen. Sådan lyder det fra én af dansk fodbolds mest rutinerede trænere, Ove Christensen, der i Fodboldmagasinet 4:4:2 på TV MIDTVEST får opbakning til sine synspunkter fra Viborg FFs sportschef Ole Nielsen og fra FC Midtjyllands forsvarsprofil, Erik Sviatchenko.

- Morten Olsen kan se det. Alle kan se det. Men det må jo være vores fodboldledere, der ligger under for nogen af de store klubber. For nogen af de store klubber vil jo ikke op på 16, de vil heller ikke beholde 12, men de vil ned på 10 hold. Det er helt grotesk efter min mening. Faktisk er det til skade for de danske holds europæiske muligheder, at Superligaen ikke i dag består af minimum 16 hold, for der er så mange hold i den næstbedste række, der har faciliteterne til det, siger Ove Christensen.

FC Midtjyllands forsvarsprofil Erik Sviatchenko giver ham ret:

- Jeg vil meget gerne have flere hold med i Superligaen. I dag spiller vi et ulige antal kampe. Med det samme, vi får kampprogrammet, kigger jeg på, hvem vi har to udekampe imod og en hjemmekamp og omvendt. Det er på mange måder et unfair system i dag, siger Erik Sviatchenko.

Ole Nielsens mandskab, Viborg FF er måske på vej op i Superligaen. Og han ved godt, at det bliver en stor udfordring, hvis det skulle lykkes for Viborg at sikre sig oprykning.

- Superligaen er vel den liga i Europa, hvor der procentuelt er den største nedrykningsrisiko. Det er lidt for hårdt, at der skal rykke to ud af 12 hold ud. Hvis vi tager nogle af de store hold herhjemme, så bøvler de med nogle af de mindre. Jeg har set både Brøndby og FCK tabe til Hobro. Så hvis de store hold er så gode, så kan de bare slå de mindre hold hver gang. Det gør de jo ikke. Så jeg mener også, der er plads til flere hold nu i Superligaen,” understreger VFF-sportschefen, Ole Nielsen.

Se mere i vores fodboldmagasin 4-4-2 i aften kl. 20.25