Udsigt til varmerekord - men vestjyderne bliver snydt

Onsdagens varmerekord på 31,1 grader kommer kun til holde til på søndag. Men vinden driller i det vestjyske.

Der skulle være gode muligheder for at tage en dukkert i weekenden.
Der skulle være gode muligheder for at tage en dukkert i weekenden.
Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Med meget stor sandsynlighed bliver der på søndag sat varmerekord i Danmark for året indtil nu.
    
Men man skal befinde sig i det østlige Sjælland, hvis rekorden skal føles på egen hud.

- I løbet af natten til søndag drejer vinden om i syd, og så får vi endnu en omgang meget varmt vejr, som strømmer op over Danmark fra Sahara, siger Klaus Larsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
    
Onsdag målte DMI årets hidtil højeste temperatur.
    
- Vi nåede op på 31,1 grader i Gentofte-området nord for København, men vores prognoser har generelt længe ligget fast på, at søndag bliver det op til 32-33 grader langs Sjællands østlige kyster, siger Klaus Larsen.

Vinder drejer i vest

Den vestlige del af Jylland vil muligvis føle sig en anelse snydt. Også her begynder søndagen smukt med op til 27 grader og solskin, men det ændrer et skifte i vindretningen på.
    
- Over middag drejer vinden om i vest, og så daler temperaturen til 17-20 grader. Så der er tale om ganske pæne kontraster mellem øst og vest hen over dagen, siger Klaus Larsen.
    
Fredag og lørdag byder også på fint og tørt sommervejr over hele landet.
    
- Fredag bliver det omkring 23-24 grader med en svag til jævn vind fra vest og nordvest, så det vil føles ganske behageligt. Det er et højtryk over Storbritannien, som sender varme ind over landet.

Natten til lørdag kommer temperaturen ikke under 10 grader, og lørdag får den østlige del af Jylland samt Fyn og Sjælland de højeste varmegrader med op til 25.
    
- Det bliver pænt varmt over det hele, men ikke ude i strandkanten ved Vesterhavet. Vinden kommer direkte ind, og det bliver forholdsvist køligt med omkring 17 grader helt ude ved vandet.
    
Er man lidt af en frossenpind, men også en vandhund, så anbefaler Klaus Larsen, at man hopper i vandet ved østvendte kyster.
    
- Her vil der være fralandsvind og mest varmt, siger han.
    
Efter weekenden skifter vejret.
    
- Næste uge bliver mere kølig med omkring 20 grader, og der kommer også regn, siger han.
    
/ritzau/