Udsigt til større underskud i VHK

Viborg HK skal endnu engang igennem en større sparerunde.

VHK Jubel.jpg

Håndboldklubben Viborg HK justerer sine forvetninger til regnskabet for 2010/2011 - i negativ retning.

Klubben har hidtil regnet med et underskud på to til fire millioner kroner, men nu lyder forvetningen på minus 7,7 millioner.

Det er faldende sponsorindtægter og svigtende sportslige resultater, der er årsag til nedjusteringen, og direktør Peter Cassøe understreger, at der er en ny spareplan på vej.

Klubben skal have nedbragt sine lønomkostninger. Det vil ifølge direktøren ikke betyde nye fyringer, men ske ved kontrakt-udløb og forlængelser.

Den store sparekniv

- Krisen er dybere end vi forudså for halvandet år siden, og vi er simpelt hen nødt til at skaffe balance i regnskabet. Men det er en svær udfordring, for vi har stadig store sportslige ambitioner for vores to ligahold. Vi er igang med den store sparekniv, men samtidig arbejder vi hårdt for at skaffe flere sponsorindtægter, siger Peter Cassøe.

Klubben har allerede sparet 18 millioner kroner i løbet af de sidste to år. Viborg HK håber på som minimum at have balance i regnskabet for 2013/2014.