Udsat for svindel: Jeg føler mig snydt

I aftenens udgave af TV2-programmet Operation X afslører programmet systematisk snyd med betalinger hos nogle danske virksomheder. En af de virksomheder det gik ud over er M-ballage fra Herning. Han blev forsøgt snydt for 26.000 kroner.

Carsten Lyngholm Bech føler sig godt og grundigt snydt. En levering af poser til det københavnske firma Intrac A/S på 26.000 kroner er aldrig blevet betalt. Ejeren spekulerede i, at påstå fejl ved produkterne, som ikke var der, så han ikke behøvede at betale for sin vare. Det afslører Operation X på TV2 i aften.

 - Jeg føler, det er svindel. Jeg føler, de snyder for at snyde. Det gør de jo på andres bekostning, fortæller direktør i Herning-firmaet, M-ballage, Carsten Lyngholm Bech.

Ikke alene

I aftenens udgave af Operation X dokumenterer programmet, at mere end 20 leverandører ikke har fået deres penge fra Intrac. Heriblandt er altså M-Ballage fra Herning. Da vært Morten Spiegelhauer konfronterer ejeren af Intrac, Raman Ahluwalia, nægter han at mødes. I stedet svarer han på spørgsmål gennem sin dørtelefon.

- Alle mennesker som jeg har handlet med, de får deres penge. Så jeg ved slet ikke hvad det er du har gang i her, lyder det fra Raman Ahluwalia.

Har fået sine penge

Først efter at Operation X gik ind i M-ballages sag, er der kommet betaling for regningen på M-Ballages tilgodehavende på 26.000 kroner. Men den herninggensiske virksomhedsejer har brugt 15.000 kroner på inkasso og fogedretten inden han fik sine penge. Nu håber han, at hvis det uheldige skulle igen, at det så vil blive lettere en anden gang.

 - Lovgivningen gør i dag, at de er uhyggeligt beskyttet, dem der ikke betaler. Det er meget nemt ikke at betale, og det tager uhyggeligt lang tid, kræver mange penge og mange ressourcer for at få lov til at få sine penge, fortæller Carsten Lyngholm Bech.

Udsendelsen bliver sendt på TV2 klokken 20.50 mandag aften.