Udlover dusør: Hvor er mine høns?

​Silkehøns er populære ved tyveknægtene. Nu er hønseavler klar til at betale penge til den, der kan finde hans høns.

Ivar Harboe er dybt ulykkelig, efter at ukendte gerningsmænd stjal hans 35 silkehøns. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Indtil i torsdags havde han 35 på sin landejendom, men pludselig var de væk.

Hønseavler Ivar Kristian Enggrob Harboe fra Skjern har opdrættet høns i en menneskealder, og han er ekstra glad for sine silkehøns. Men det er tyvene også, så nu er de væk.

- Det var frygteligt. Jeg savner dem hele tiden, fortæller hønseavleren om de 35 høns.

De små høns koster mellem 300 til 400 kroner stykket, og det er det, der gør dem så populære.

Det var dette syn, der mødte Ivar Harboe, da han ville sige godmorgen til sine høns. Først frygtede han, at det var ræven, men manglen på blodpletter gjorde det klart, at det er et menneske, der har været på spil Foto: Privatfoto

Det er dem her, det drejer sig om. De bløde silkehøns kan have en værdi på op til 400 kroner. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Dagplejemor: Vi brugte dem som kælehøns

Også i Lem har den været gal. Der har dagplejemor Helle Øllgaard fået stjålet sine silkehøns. Det skete langfredag.

- Det er rigtigt træls. Det er jeg træt af. Vi bruger dem som kælehøns til mine dagpleje børn, så vi går ned hver morgen og fodrer dem og samler æg ind, fortæller hun.

Hun har allerede købt nye høns efter tyveriet.

Dagplejemor Helle Øllgaard fodrer sine nye høns. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ikke usædvanligt

Hvis du sidder med en forestilling om, at tyve hellere vil have iPads og smykker end høns, så har du ikke nødvendigvis ret.

Ifølge Dansk Fjerkræavlerforening så er det slet ikke så unormalt, at høns bliver stjålet.

- Vi ser det engang imellem med racehøns. Jeg vil tro, at vi hører om det en seks-otte gange om året. Så kan man godt få den mistanke, at det er en, der har forstand på høns, fortæller hovedbestyrelsesmedlem Willy Littau.

Ivar Harboe nåede heldigvis at få avlet nogle få kyllinger, inden hele besætningen blev stjålet. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ikke bare høns

Tilbage i Skjern sidder Ivar Kristian Enggrob Harboe tilbage uden sine silkehøns.

- Der er mange der siger, at det bare er høns, men det er det ikke for mig.

Han har meldt tyveriet til politiet, men han regner ikke med at se sine høns igen. Heldigvis har han dog nogle friskklækkede kyllinger.

- De kommer fra æg af dem, der er stjålet, fortæller han.

Han har udlovet en dusør på 1000 kroner til den, der kan fortælle ham, hvad der sket med de 35 høns.

02:07 Luk video